Når mad bliver socialt

Mad handler ikke kun om sult.

For mange er mad meget mere end bare næring – det er en central del af fællesskab, traditioner, hygge og samvær. Vi spiser sammen med familien, deler kage ud på arbejdet, mødes over en god middag eller fejrer store mærkedage med et lækkert måltid.

Det betyder, at vores forhold til mad sjældent udelukkende bestemmes af vores egne biologiske behov og lyster.

Ofte er det også de mennesker, vi omgiver os med, og de sociale situationer, vi indgår i, der er med til at styre, hvad, hvornår og hvor meget vi spiser.

Det er ikke nødvendigvis et problem, men det kan være værd at blive bevidst om.


Når mad bliver en del af fællesskabet

Tænk på en helt almindelig social situation: Du er til fødselsdag, og der bliver sat kage på bordet. Vennerne bestiller pizza, eller en kollega har taget morgenbrød med på arbejde.
I disse situationer handler maden om så meget mere end blot ernæring; den fungerer som en kilde til omsorg, styrker fællesskabet og markerer festlige stunder. Netop derfor kan det også føles som en social udfordring at sige nej tak.

Måske tænker du:
“Hvad siger de, hvis jeg ikke tager noget?”
“Jeg vil ikke være besværlig.”
“Jeg burde nok tage et stykke.”
“Det er jo bare denne ene gang.”

Nogle gange spiser vi derfor ikke kun for at stille sulten, men fordi vi frygter, at de sociale forventninger og normer forlanger det af os.


Når det sociale påvirker dine valg

Vi påvirkes alle af vores omgivelser. Det kan ske gennem direkte opfordringer som: ”Tag nu bare et stykke mere.” Men påvirkningen kan også være mere subtil. Måske spiser dem omkring dig, eller måske er der udtalte forventninger til, hvad der hører sig til ved bestemte lejligheder. Det kan også være, at du forbinder bestemte mennesker med bestemte typer mad, eller at du har lært, at et nej tak til mad føles som et nej tak til fællesskabet. Det kan være værdifuldt at undersøge, hvad der egentlig sker indeni dig i disse situationer.

Ikke for at vurdere, om du gør noget forkert, men for at forstå dine egne mønstre og finde frem til nye handlemuligheder.


Mad kan også være omsorg

For mange mennesker er mad uløseligt forbundet med omsorg og kærlighed. Det viser sig i hverdagens klassiske spørgsmål og handlinger:
“Har du spist?”
“Skal du ikke have noget?”
“Jeg har lavet din yndlingsret”
“Du skal da lige smage.”

Mad er ofte et sprog for kærlighed og omsorg, hvilket kan gøre det svært at sige fra. Det kan føles, som om et nej til maden er et nej til den personlige gestus bag. Men de to ting kan sagtens adskilles. Du kan sagtens elske og anerkende det, en anden gør for dig, uden at du behøver at spise det, der bliver sat på bordet.


Når du skal opereres

Efter en fedmeoperation ændrer forholdet til mad sig ofte markant. Du vil opleve, at dine spisevaner må justeres, så du spiser anderledes, i mindre portioner eller på andre tidspunkter end før. Disse forandringer kan gøre visse sociale situationer udfordrende. Måske kan du ikke længere spise lige så meget som resten af selskabet, eller du skal bruge væsentligt længere tid på at spise. Det kan også være, at du fravælger det serverede måltid, eller at du ganske enkelt stopper, når du er mæt. Denne nye virkelighed kan føles uvant – både for dig selv og for dem, du er sammen med. Derfor kan det være en stor fordel allerede før operationen at være opmærksom på følgende:

Hvordan påvirker andre mennesker mine valg omkring mad?


Du behøver ikke vælge mellem mad og fællesskab

En social sammenkomst mister ikke sin hygge, blot fordi du spiser mindre. Du er stadig en fuldværdig del af fællesskabet. Du kan fortsat sidde med ved bordet, deltage i samtalen, grine, fejre og være nærværende med dem, du holder af. Det sociale samvær er ikke bundet op på mængden af mad på din tallerken. Det kan dog kræve en mental omstilling, hvor du lærer at adskille to ting fra hinanden:

At være en del af fællesskabet – og at spise det samme som alle andre.

Det er ikke nødvendigvis det samme.


Prøv at lægge mærke til dine egne situationer

Næste gang du samles om et måltid med andre, så prøv at indtage en nysgerrig rolle. Slip tankerne om kalorier og dårlig samvittighed over det, du spiser. Ret i stedet din opmærksomhed mod selve nuet og fællesskabet omkring bordet.

Spørg dig selv:

  • Var jeg egentlig sulten?
  • Havde jeg lyst til maden?
  • Hvad skete der, da andre begyndte at spise?
  • Følte jeg mig presset til at spise?
  • Var det svært at sige nej?
  • Hvad tænkte jeg, da jeg sagde ja eller nej?
  • Hvad betød situationen for mig ud over selve maden?

Der findes sjældent blot ét enkelt rigtigt svar. Det mest fascinerende er at få indblik i dit personlige mønster. Ved at få et indblik i dit mønster, får du også en bedre forståelse for, hvordan du agerer sammen med andre i spisesituationer.


Det handler ikke om at undgå sociale situationer

Målet er ikke at isolere sig fra fødselsdage, middagsselskaber eller andre sociale anledninger med mad. Tværtimod er mad en værdifuld og naturlig del af vores sociale liv. Det handler i stedet om at opnå en større bevidsthed om, hvornår du spiser ud fra reel sult og lyst, og hvornår det udelukkende er det sociale pres eller omgivelserne, der styrer kniven og gafflen. Den hårfine grænse kan være svær at få øje på, men den er afgørende at opdage.


Et spørgsmål at tage med

Når jeg spiser sammen med andre – hvor meget af mit valg kommer egentlig fra mig, og hvor meget kommer fra situationen omkring mig?

Du behøver ikke ændre noget. Bare læg mærke til det.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *